Higaonna Sensei's livsanskuelse

Higaonna Sensei blev født i 1940. Hans far, en politimand, evakuerede sin familie til syd Japan før amerikanerne invaderede Okinawa i 1945. Kort efter krigen vendte familien tilbage til byen NAHA.

Higaonna stiftede bekendtskab med karate allerede i sin tidlige ungdom. ”Jeg så første gang karate da jeg var 13 år. Min far var ved at lære en nær ven en kata i vort hjem. Sparkene og stødene i kataén var kraftfulde, og jeg tænkte, at karate var vidunderlig. Jeg begyndte at træne karate af den simple grund, at jeg ønskede at gøre mig selv stærkere”.

”Jeg var så heldig at have gode instruktører og senior elever gennem hvem jeg lærte, hvor vidunderlig karate er, og jeg besluttede, at det var noget, som jeg ønskede ar gøre hele mit liv”.

”Jeg havde virkelig ingen planer om at undervise professionelt. Jeg elskede simpelthen karate og ønskede at dyrke den altid og igennem den udvikle mig selv. Jeg var omkring de 25, da jeg første gang tænkte på at gøre karate til mit levebrød. På det tidspunkt var jeg færdig på universitetet, og jeg underviste fire hold om dagen i Yoyogi dojoén i Tokyo. Der var ca. 1000 elever at undervise, hvilket ikke levnede mig tid til nogen anden form for arbejde, så jeg blev ligesom naturligt professionel”.

På det tidspunkt var Okinawa karate – mestre netop begyndt at overtage det japanske gradsystem med farverne og til sidst sorte bælter inddelt i grader fra 1. til 10. dan.

Higaonna Sensei bar et hvidt (begynder) bælte i mange år. Da hans mester endelig besluttede at graduere ham, på det tidspunkt var han først i tyverne, tildelte han ham 4. grad af det sorte bælte. Higaonna underviste i Tokyo i 15 år, og i den periode opbyggede han en international Okinawa Gojo-ryu federation (sammenslutning). Men i 1980 besluttede han at vende tilbage til Okinawa. Han forklarer sine grunde til dette skridt således:

”Sidste år begyndte FAJKO at ændre deres politik til en komplet sports orienteret karate. Indtil sidste år havde de forskellige stilarter kontrolleret deres egne organisationer. Fra sidste år var de imidlertid alle blevet organiseret under FAJKO, og nu kontrollerer FAJKO dem”.

”Jeg afviser ikke komplet sports – karate, fordi jeg føler, at det er nyttigt at gøre karate populær blandt unge mennesker. Karate er imidlertid dyb, og hvis man trækker sig tilbage efter kun at have dyrket sports – karate, er der ingen mening i den overhovedet. Vores formål er en karate, som vi kan fortsætte med, til vi er 60, 70 eller 80 år gamle. Vor hensigt er ikke at overvinde nogen eller at vinde i en konkurrence imod en eller anden”.

”Jeg vil ikke nægte, at der er mental træning i sports – karate. Hovedformålet er imidlertid at vinde over en modstander i en konkurrence. Vores hensigt er at lære korrekt og at viderebringe de korrekte teknikker og kataér til fremtidige generationer, som de er bragt frem gennem historien. Et andet formål er selvfølgelig at træne os selv mentalt og fysisk”.

Idealet er ikke at komme ud i en situation, hvor man er nødt til at bruge karate. Vi forsøger at undgå sådanne situationer for enhver pris. Hvis vi imidlertid bliver angrebet, har vi ikke andet valg end at forsvare os selv. Formålet med karate er forsvar, og det er derfor alle kataér starter med en defensiv* bevægelse. Der er et gammelt japansk ord, der siger: KARATE NIWA SENTE NASHI, hvilket betyder, ati karate tager vi aldrig det første skridt eller at i karate er der intet første angreb. I tilfælde af angreb skal vi kontrollere angriberen for derved at forsvare os selv. – Karate er en pacifistisk livsanskuelse.

Den er defensiv våbenkunst uden brug af våben. En person, som har mestret alle aspekterne i denne kunst, kaldes BUSHI på Okinawa. I hovedlandet Japan betyder BUSHI en SAMURAI, men på Okinawa er det en, som har opdaget den korrekte livsstil og opnået et fredsommeligt sindslag gennem karate – træningen. Træning er nødvendig for at opnå denne sindstilstand.

”Karate er mit liv. Den er målet for mine bestræbelser. Den er som en sky uden noget håndgribeligt at gribe fast i. Jeg udfordrer karate gennem udøvelse hver dag, og jeg forsøger at gribe noget fra den, skønt det for det meste ikke lykkedes ret meget. Karate er meget vanskelig, men dens formål er at træne både krop og sjæl. Jeg begyndte på karate, fordi jeg var svag. Hvis jeg havde været stærk, havde jeg sandsynligvis haft et andet job. Karate er noget, man kan gøre hele livet, og det er, hvad jeg forsøger ved træne hver morgen. Ved kamptræning har man en modstander, og det er nemt at bevæge sig, fordi man tilpasser sig modstanderens bevægelser. I kata er der kun det tomme rum. Dig og rummet. Der er ingen modstander, intet at gribe fat i. Når man træner, lad os sige, at man sætter sig et mål på 100 gentagelser og når man er ved nr. 60 eller 70 bliver man træt og begynder at blive svag mentalt. Så tvinger man sig til at lave én mere, og én mere efter den osv.

Det er gennem denne op samlede anstrengelse, man træner sig selv.

*Defensiv = forsvar, Offensiv = angreb.

 
INTERVIEW MED HIGAONNA SENSEI FRA BOGEN ”THE FIGHTING ART”
 
Frit oversat af Susanne.